Julie Østengaard
MADE TO BREAK
Af Julie Østengaard
05.07.25 - 01.11.25
MADE TO BREAK er en installatorisk fortolkning af Julie Østengaards kommende album Slug Barbie og undersøger, hvordan det moderne menneske formes, forbruges og nedbrydes i en virkelighed domineret af præstation, forbrug og selviscenesættelse.
Titlen MADE TO BREAK er lånt fra Giles Slades bog om planlagt forældelse, hvor produkter designes til at gå i stykker for at opretholde konstant forbrug. I udstillingen bruges begrebet i en overført betydning: som et billede på et samfund designet så det nedbryder – ikke produkter, men mennesker.
Værkerne bevæger sig mellem det absurde og det genkendelige med en dekonstrueret tilgang til form og narrativ, der opstår i fragmenter og abrupte brud. I et overeksponeret og satirisk univers, der trækker på mainstream- og internetkultur, iscenesættes lyd, mekanik, bearbejdede objekter og video i koreograferede scenarier.
Med udstillingen MADE TO BREAK peger Østengaard på, hvordan samfundets idealer og strukturer bidrager til en grundlæggende ubalance, hvor psykisk trivsel nedprioriteres og ulighed opretholdes.
Åbning: 5. juli 2025, 14:00.
Udstillingsperiode: 5. juli - 1. november 2025.
Åbningstider: Hver dag 10-16. Gratis entré.
Udstillingen MADE TO BREAK er kurateret af Alex Mørch.